Bryllup fotografering

Bryllupsfotografering kræver god forberedelse, planlægning og timing ned til mindste detalje, og opgaven er mere omfattende end det umiddelbart lyder. På selve dagen, er der kun denne ene mulighed for at fange øjeblikket bedst muligt, og personligt mener jeg at det er respektløst, at tage let på opgaven.

Fotografering ved bryllup er for mit vedkommende primært den officielle del og umiddelbart efter, altså selve vielsen og brudeparret alene, brudeparret sammen med forlover og brudepiger, evt. børn og den nærmeste familie.

Selve begivenheden kan naturligvis også fotograferes: Brudgommen der venter, stemningsbilleder af gæsterne der ankommer og af selve stedet hvor vielsen finder sted. Den officielle del starter når bruden ankommer og bliver ført op ad gulvet, eller frem til stedet, hvor vielsen finder sted.

Under vielsen fotograferer jeg diskret i den udstrækning der er aftalt og godkendt, og umiddelbart efter vielsen tages de allerførste billeder af det nygifte par. Derefter er der mulighed for at tage billeder af gæsterne der hilser på brudeparret, og stemningsbilleder af situationen.

Fotografering efter den officielle del, er så vidt muligt, og efter aftale, der hvor vielsen finder sted og/eller i umiddelbar nærhed hertil. Hvis vejret og tiden tillader det, fotograferer jeg gerne brudeparret på en egnet lokation i nærheden, og det må også meget gerne være et sted, som brudeparret føler særlig tilknytning til, eller har ønske om at bruge. Alternativt kan jeg tilbyde fotografering af brudeparret i fotostudiet, hvis afstanden og tiden tillader det.

Når det er kirkelig vielse, foretrækker jeg at det er aftalt på forhånd med præsten, om det er tilladt at fotografere under selve den kirkelige handling. Mange præster giver lov, men der er også nogle, som beder sig fritaget for den slags forstyrrelser, også selv om det hele foregår så diskret som muligt.

Et ekstra tilbud til brudeparret, er en forudgående fotografering af parret eller kernefamilien, så parret kan lære mig at kende som fotograf, inden de vigtige billeder tages på selve dagen. I den forbindelse er der også mulighed for at bruden kan vælge en fotografering til morgengave, som naturligvis vil være en hemmelighed for den kommende ægtemand, indtil gaven gives.


Priser og tidsbestilling: Henvendelse venligst på email